Hvem er vi?
Café Urtehaven
Isabella Søderlund Larsen er født og opvokset i Korinth og har haft en periode ude i den store verden, hvor kærligheden til det sydfynske trak hende tilbage til hendes rødder. Det var her, Isabella besluttede sig for at forfølge sit projekt og åbne Café Urtehaven. Tanken om at åbne cafeen havde længe været i hendes og familiens overvejelser, men det var først i slutningen af 2023, at beslutningen om at realisere caféen blev taget.
I marts 2025 blev caféen overgivet til Safine Bed and Breakfast, som nu viderefører stedet. Den oprindelige vision med fokus på bæredygtighed og selvforsyning lever videre og afspejles stadig i cafeens tilgang til servering. Der stræbes efter at være så selvforsynende som muligt og bruge råvarer, der kan dyrkes og hentes fra køkkenhaven. Forbindelsen til maden og de ressourcer, der bruges til at producere den, anses som afgørende, og denne oplevelse ønskes fortsat delt med cafeens gæster.
Beliggenheden
Beliggenheden for cafeen er valgt af flere årsager.
Gennem inspirationen fra sine forældres Bed and Breakfast, Safine Bed and Breakfast, der har været i drift i otte år og ligger på samme adresse som caféen, har hun draget nytte af de erfaringer, de har opnået. Gæsterne har ofte udtrykt et ønske om et nærliggende sted, hvor de kan nyde et måltid eller en let frokostordning efter deres rejse.
Korinth har begrænsede spisemuligheder udover et lokalt pizzeria, hvilket betyder, at efter gæsternes indtjekning kan de blive nødt til at blive henvist til nærliggende byer, for yderligere spisevalg. For nogle gæster kan det være upraktisk at tage en længere køretur efter en rejse og blot ønsker et let måltid uden for meget besvær. Caféen vil have mulighed for at imødekomme disse gæsters behov.
Selvom caféen åbner på samme adresse som Safine Bed and Breakfast, er det stadig målet at sikre, at gæsterne kan nyde følelsen af at være tæt på naturen og opleve en uforstyrret atmosfære. Der lægges vægt på at skabe en klar adskillelse mellem café- og bed and breakfast områderne, således at gæsterne, der søger ro og afslapning ikke bliver forstyrret af caféaktiviteterne. På den måde kan gæsterne fortsat nyde den naturlige skønhed og fredelige omgivelser, som beliggenheden ved naturen tilbyder.
Beslutningen om at placere cafeen på landet afspejler ønsket om at gå imod den stigende tendens til centralisering. Cafeen tilbyder gæsterne et alternativ til byens travlhed og skabe et fristed midt i naturen, hvor de kan finde ro og nærvær.
